Dollerup bakker er en del af det helt specielle landskab, der ligger omkring Hald Sø.
Det var her, at gletsjerne fra Østersøegnene og Norge mødtes, og dannede den rette vinkel på det, vi kalder for Hovedopholdslinien. Læs mere om hovedopholdslinien under Furs tilblivelse.

Hvis man starter ved Hald Sø, og bevæger sig mod vest, kan man på en 2 kilometers strækning opleve meget store forskelle i landskabet. Man kører på dalsiderne op igennem et frodigt landskab, og møder på toppen et fladt landskab, der strækker sig så langt mod vest, som øjet rækker. Det er helt tydeligt, at man her står på en grænse imellem to vidt forskellige landskabstyper.
På den ene side har gletsjernes enorme kræfter formet landskabet, og mod vest har smeltevand eroderet og udjævnet landskabet.

Hald Sø er 3,3 km2, og er den næst dybeste sø i Danmark med op til 31 meters dybde. Søen er omgivet af stejle bakker. Der har været forskellige teorier om, hvordan søen er skabt. Tidligere mente man, at den var en tunneldalissø, som blev udgravet under en tidligere istid. I dag mener mange geologer, at dalen er ældre. En mulig forklaring kan være en forkastning i den dybereliggende undergrund. Denne indsynkning i forbindelse med forkastningen og vanderosion i flere omgange er nok en meget sandsynlig forklaring på de midtjyske dale.
Grunden til at dalen, hvor Hald Sø ligger, ikke er blevet fyldt op, er, at der under den store afsmeltning har ligget en stor dødisklump, hvor søen ligger i dag.
I området omkring Hald Sø findes der smeltevands terrasser i flere niveauer. Dette underbygger teorien om, at der har været dødis. Vandet har så løbet oven på isen og videre udover terrænet. Tilsammen giver disse terrasseflader et godt indtryk af, på hvilken måde dødisen efterhånden er smeltet ned.

Oven for Dollerup Bakker er der fra parkeringspladsen en storartet udsigt over den sydøstlige del af Hald Sø. Her kan man fra 63 meters højde se de stejle skrænter og dybe slugter fra istiden.